De tidligste metoder til brug af brandalarm var at råbe, banke med gongonger og ringe med klokker. Tidlige amerikanske nattevagter brugte træsirener, som senere udviklede sig til håndalarmer-. Efter opfindelsen af telegrafen i 1837 udviklede den amerikanske læge William Channing et manuelt brandalarmsystem (alarmboks) ved hjælp af radioteknologi og morsekode. Dette system blev udbredt i Boston i 1852, og telefonen erstattede til sidst telegrafen.
I det tidlige 20. århundrede blev konstant-temperaturbranddetektorer opfundet, efterfulgt af differential-temperaturbranddetektorer i 1920'erne. I 1902 opfandt den britiske ingeniør George Darby "Butter Sentinel", forløberen for den moderne røgalarm. I 1941 opfandt Schweiz ioniseringsrøgdetektoren. Røgalarmer kom på markedet i 1951, og i slutningen af det 20. århundrede blev fotoelektriske røgdetektorer opfundet og brugt meget.
I slutningen af 1990'erne havde de fleste boliger og offentlige bygninger i udviklede lande installeret automatiske brandalarmsystemer eller enkeltstående brandalarmer, og deres anvendelse i mit land bliver også mere og mere udbredt. Med den hurtige udvikling af teknologi udvikler brandalarmsystemer sig hurtigt mod intelligente og indbyrdes forbundne systemer, der anvender mikroprocessorer, og danner et intelligent brandbeskyttelsesplatform med tre-sensorer, der integrerer røg-, temperatur- og brændbar gasdetektion.
